I år kan Jutta Sko på Perlegade i Sønderborg fejre 40 års jubilæum. I lige så mange år har uddannelse af elever været en mærkesag for den populære skoforretning. I dag er det indehaver Lars Eskildsen, der bærer den stolte tradition for uddannelse af dygtige elever videre i den forretning, som hans svigerforældre grundlagde.
– Hos Jutta Sko lægger vi vægt på personlig betjening, professionel rådgivning og den gode oplevelse i butikken. Derfor er dygtige og faglærte medarbejdere en forudsætning for, at vi kan drive vores forretning, som vi gerne vil. Hvis vi som butikker ikke tog nye elever ind, ville det betyde, at vi alle måtte benytte ufaglærte medarbejdere. Så for os handler uddannelse af elever om fremtidssikring af kompetent personale, forklarer Lars Eskildsen.
Formes af virksomhedens behov og værdier
Lars Eskildsen har 15 års erfaring med uddannelse af elever i Jutta Sko. I øjeblikket har virksomheden en elev, der er under uddannelse som salgsassistent inden for fodtøj. Jutta Sko har valgt at vægte både de faglige og menneskelige kompetencer meget højt i uddannelsen.
– Vores elever er med i maskinrummet og en del af alle de processer, der udgør vores forretning – fra varebestilling, modtagelse og butiksindretning til faglig viden om skotøj og lædervarer samt salg og kundeservice m.m. For eleven er det mødet med den virkelige verden, og det er her, at teorien omsættes til praksis. Vi har derfor stor indflydelse på elevens udvikling, som vi er med til at forme ud fra virksomhedens profil og strategi. Det skaber værdi for alle parter, siger Lars Eskildsen.
En god investering
Hos Jutta Sko er elevuddannelsen således et nøgleelement i rekrutteringen og sikrer kompetente medarbejdere med præcis den faglige og menneskelige profil, som passer ind i virksomheden. Men allerede i elevtiden oplever Jutta Sko stor værdi, da eleverne er god arbejdskraft, der kan varetage en lang række forskellige arbejdsopgaver. Og i anden halvdel af uddannelsesforløbet begynder eleverne for alvor at præstere salgsmæssigt. Men det at have elever kræver selvfølgelig også noget af virksomheden.
– Du skal ville det og være indstillet på, at det tager noget tid. Du skal arbejde seriøst med uddannelse af eleven og stille spilleregler op samt afstemme forventninger. Husk på, at langt de fleste elever ikke har den store erfaring fra en arbejdsplads. Så det tager ressourcer i oplæringsprocessen, men det er en god investering, fastslår Lars Eskildsen.
Uddannelsesinstitutionerne er god hjælp
Lars Eskildsen anbefaler virksomheder, der vil oprette en elevplads, at arbejde tæt sammen med uddannelsesinstitutionen, hvor der er god hjælp at hente.
– Vi har lige været igennem et rigtig godt forløb med uddannelsesinstitutionen, hvor jeg tog ud og fortalte eleverne om den læreplads, vi havde ledig. Et par hundrede elever lyttede intenst og gav os mulighed for at gå i dybden, både med hvad vi forventer, og hvad vi kan tilbyde.
– Da vi havde fundet den rette elev, valgte vi ydermere at ansætte hende nogle timer efter skoletid i månederne frem til, at hun skulle begynde hos os. Det gav en meget nemmere opstart, da praktikperioden startede, og samtidig er det en god måde at teste, om man har fundet den helt rette person, slutter Lars Eskildsen.